En af Danmarks mest respekterede musikere, den dansk-finske kontrabassist, komponist og producer Lennart Ginman føjer nu endnu et nyt kapitel til sin omfattende karriere og diskografi, når han udsender instrumental-albummet ‘360’ d. 8. september 2023. Musikken er umiskendeligt Lennart Ginman med sin melankolske og filmiske tone i et naturligt krydsfelt mellem jazz og elektronisk musik. Pladen udfolder en ny side af Ginmans eksplorative musikalitet. Derudover er det naturligvis inddragelsen af to af Danmarks mest spændende musikere pt. Maggie Björklund og Steen Rock, som giver Ginmans ‘360’ et tidløst og dybt originalt udtryk.

De ti numre på ‘360’ er skrevet af Ginman og indspillet i tæt samarbejde med Maggie Björklund (pedal steel guitar), Steen Rock (DJ/Percussion), producer Kæv Gliemann og visuel kunstner Teddy Kristiansen – en konstellation, der bibringer Ginmans nye kompositioner et særegent udtryk. Ginman og Björklund har kendt hinanden i mange år og mødtes, da han spillede med Niels Skousen, hvor hun var special guest. Ginman blev hurtigt betaget af Björklunds musikalitet og “elsker grænseløst hendes lyd og hendes tonevalg”, som han udtrykker det. Steen Rock var derimod et nyt musikalsk bekendtskab for Ginman, da han hørte Rocks unikke DJ/percussion-udtryk med bla. Mikael Simpson, og i den nye trio er Steen Rock ifølge Ginman “En gudsbenådet og udsøgt beat-maker hvis æstetik og kompromisløse percussion-spil, for mig er den perfekte sammensmeltning af menneske og maskine og får musikken til at svinge som både død og helvede’.

https://www.facebook.com/ginmanmusic

https://www.instagram.com/lennartginman

Follow me on